“Inform all the troops that communications have completely broken down.”
Ashleigh Brilliant
Hjemvendt fra Neurolog.
Lidt baglæns i kraniet og fuld af forundring over mødet.
11 minutter og så var jeg ude. Iberegnet den tid hun brugte foran skærmen for at finde ud af hvem jeg nu var. Da jeg fik diagnosen varede det dog 13 minutter.
Med ryggen til mig og næsen i skærmen - lød det: nå hvonnen går det?
Hvad svarer man til det ?
Jeg sagde : Jo tak godt!
Jeg havde skrevet ned de kropslige forandringer jeg oplever – uden sortering eller om jeg mente det skyldes Parkinson eller ej. En kursist på Højskolen hjalp mig ved at lytte og skrive ned.
Neurologen var tavs – sagde så - det lød som om jeg havde haft et forlæg. Og om vedkommende der hjalp mig kendte til Parkinson?
Nu er det at jeg kanske tolker forkert. Men jeg tolkede det som et angreb og der gik hul på tårekanalerne. Udenfor min kontrol. SATANS!
Det sagde jeg til hende. At jeg følte det som et angreb. At jeg blev berørt – hvad hun jo osse ku se.
At jeg jo ikke havde forestillet mig at vandladingsproblemer kunne være et Parkinsonsymptom. Eller kramper under fødderne.
Osv.
Hun har jo aldrig spurgt mig, og jeg er ikke en person der beklager mig men en person der klarer mig. Endvidere fokuserer jeg på hvad jeg kan og ikke på hvad jeg IKKE kan. Det er bare ikke holdbar strategi i det danske sundhedssystem.
Selvfølgelig har jeg undersøgt og læst hvad jeg har kunnet, ikke at det forandrer mine symptomer, og Neurologen har jo netop ikke spurgt /fortalt mig om noget specielt.
Måske er det gammel vane ? Måske andre ville tolke anderledes? Det kan jeg tænke nu bagefter. Imens blev jeg bare sårbar udenpå og mest indeni. RAMT.
Tidligere har Neurologen ville sende mig til Demensklinik – fordi jeg mener mine problemer er mere cognitive end rent fysiske. Jo jeg har lettere nedsat funktion i højre side, men tager jeg medicinen er det ikke slemt. Jeg ryster ikke. Jeg nærmest bare fumlertumler. Som en brandert uden det sjove forspil 
Jeg bad om at komme til en neuropsykolog. Det kunne hun så ikke henvise til. Så bad jeg om at komme til Bispebjerg Hóspital – som sammen med Århus er specialister. Der er ambulatorium og dermed osse sygeplejersker. Så nu venter jeg på en indkaldelse. – jeg håber på at få en bedre snak derinde.
Mere end 11 minutter.
…. og ikke mindst de blågrønne kager!
