Den ‘søde’ ventetid …..

…….får en lidt anden smag i disse dage.

TAK FOR ALLE JERES SØDE KOMMENTARER TIL SIDSTE POST!

Efter en absolut uværdig undersøgelse er der nu dømt 2 ugers ventetid.

Der er noget der er mere TABU end andet og for mig er en tarm-undersøgelse (det ‘pæneste’ ord jeg ka finde på) noget af det mest uværdige og skamfulde der findes. Men det er jo bare en del af kroppen – som så meget andet. Med de briller på og da jeg endelig befandt mig på briksen – var det knap så slemt. Som meget andet er forestillingen værst. Den der indre film i mit hoved. Iført lange herrebenklæder med gylpen bagud er det egentlig ganske diskret. Og prikken over i’et var da den ene sygeplejerske smækkede en stor skærm ned for mine øjne så jeg selv kunne følge med!

Sig mig lige hvor tit får man sådan en chance?

At beskue sit eget indre – reelt talt – dybest inderst? ;-)

Lidt navlepilleri indenfra.

Helt surrealistisk! Kun til at smile af ;-)

Der blev taget 2 biopsier ……. og så er det Ventetiden indfinder sig.

Det gav straks mulighed for at gå i den fine garnbutik og investere i lidt ulden trøst. Iført farverigt trøstetøj indkøbt igår efter lægebesøget. 4 farverige kjoler blev det til. Nu er det sørme slut med ‘at gå i sort’. Hvis Viljen kan bestemmme.

En Falkenberg-kit blev bestilt – en Promenade i andre farver en den færdig tomatrøde der netop er foræret væk ;-)

Hold da op hvor er jeg god til TRØST!

(behøver jeg at sige at der er IS til dessert?)

Der er ON ... og der er OFF..

....nu skal jeg bare finde knappen ;-)

Indenfor Parkinson tales der om on-off perioder. Og lige præcis sådan har jeg jo haft det uden egentlig at vide hvorfor og uden at kunne forstå.

Det er altid rart at kunne sætte ord på *fornemmelser*.

I dag er OFF-dag. Min højre arm er nærmest ubrugelig og humøret lavt - om det andet skyldes det første ved jeg ikke. Lacestrikningen lagt væk og istedet kan jeg så hækle. Og det er da altid noget.

Igår var jeg i svømmehallen. Varmtvandsbassin. Lave gymnastik. Fungerer faktisk godt. Jeg har lært at LIDT ER NOK! Ikke noget DM i spurt her. NYDNING ER NOK!

Det gode ved at ha - personlig - erfaring i håndtering af kriser, er at det ikke skræmmer så meget mere - at stå midt i een igen. Og mon ikke det er tilladt at kalde mit liv lige nu for kriseramt?

Mit hår falder af  - som tidligere. Men jeg har nok af det - tyndt men masser. Hver gang jeg vasker/reder det står jeg med håndfulde løst hård. Jeg er sikker på det kommer igen - det har det jo gjort tidligere ;-)

Spiselysten øges - som tidligere. Men jeg spiser frugt, nødder, tomater, risgalletter - is når det er værst, men ikke dagligt. Vægten holdes og falder sørme stadig , nu kun 1.6 kg til DEN STORE GRÆNSE!

OFF-dage accepteres og overleves ved dvd'er, sport i TV, radio og krimier. Samt ikke mindst strik og hækling. Derudover blogge, surfe, o.l. på nettet.

Købelysten - den er der stadig. Både over nettet og IRL fristet jeg. Men styrer det bedre end tidligere. Jeg forsøger at sætte små mål og gør det at købe en bevidst belønning for fx gå lang tur, motionscenter osv.

Isolation-trangen - min telefon et vigtigt 'beredskab'. Som kontakt til VENINDERNE, SØNNERNE og FAMILIEN. Jeg ved at åbenhed og kontakt er godt uden at det behøver være klynk.

Lad bare være med at læse. Jeg skriver for at få kontrollen tilbage.

Hvad mener jeg med Vægtløshed? (Forrige post).

Det er den der fornemmelse af uro. Angsten der lurer uventet i korridoren. Rastløsheden der sidder i kroppen og i hjernen. Alt det som afholder mig fra en kontinuerlig beskæftigelse - det være sig hækle, strikke, se film, vaske op eller bare tænke et forløb på en fornuftig dag.

Og det er jo netop ikke FORNUFT der præger mig. Det er at være ramt af FØLELSER.

Jeg glæder mig til søvnen selvom jeg ved der venter mareridt og selvom jeg knap kan falde i søvn.

Jeg står på kanten til selvmedlidenhed og gider det ikke.

Jeg bilder mig ind jeg kan mærke min hjerne – eller kan jeg ikke?

TAK til jer der lyttede hertil.

KRISESTYRING:

I øjeblikket er jeg stadig i den forvirrende fase. Hjernen kværner uafbrudt. Jeg snakker med mig selv. Jeg har et behov for at synke ned og samtidig blive holdt oppe.

Griber du mig når jeg falder?

Hvem jeg taler til? Jo mig selv bl.a. Og GUD indimellem. Jeg er et troende menneske. Men GUD kan kun hjælpe via een selv. Det nytter ikke at sætte sig passiv hen og TRO Gud gør al arbejdet. Min tro går på at jeg kan finde styrken i mig selv til at finde det positive i livet – trods alt. Jeg tror ikke der gives een tungere byrder end man kan bære. Ellers må man smide noget af læsset undervejs. Som når man går CAMINO’en. Der efterlades osse overflødige ‘sager’ af pilgrimmene undervejs. Noget samles op af andre, andet bliver liggende. Et godt billede på LIVET. Jeg går nu ikke turen af religiøse grunde, men en lind blanding af lidt af hvert. Jeg håber at lunne lægge *overflødigt* fra mig når jeg går min CAMINO. Min tur kommer først til at foregå i foråret. Tror jeg. I dag.

Tilbage til NU.

Min “nattesøvn” går fra morgenstunden til midt på dagen. Jeg har en tendens til at ændre døgnet og forsøge at sove mig fra virkeligheden. Om natten spiller jeg hjerneløse spil på computeren. Indtil jeg segner. Sådan må det være indtil jeg kan Rejse mig op og komme videre.

Alle mine Veninder lægger ører til. Alligevel får jeg ikke talt hjernen tom. Det er ulempen ved at ha for god tid, være single, være arbejdsfri. Hjernen lever sit eget liv. Uden afbrydelser. Om natten er mareridtene vendt tilbage. Bare i en anden form. Knap så blodige. Men afbrudt af ‘trøste’drømme. Godt tegn.

I går fik jeg indhentet noget af det forsømte. Regninger der skulle betales. Medicin der skulle hentes.  Jeg kom også i motionscentret, men så sent at der var for mange for mig. Så jeg gik ud igen.

Jeg ved dette er en ‘FASE’. Men viden om kriser gør det nu ikke nemmere at passere gennem dem. Og dog. Måske. Jeg ved jo at denne ‘vægtløshed’ ikke varer ved. På et eller andet tidspunkt når kamelen er slugt, gennemtygget, sunket og hårene spyttet ud bliver der en hverdag igen. En NY hverdag.

Egentlig ville jeg gerne sove mig frem til den dag.

Nu sidder jeg med dørene åbne til haven. Jeg vil sætte en film på. Høre radio. Hækle et par firkanter. Give mig selv fri. Ikke forvente fornuft af mig selv i dag. Give mig lov til at sørge. Over min Mors død. Over uvidenhed/utryghed om min sygdom. Give plads til nyt liv der er i mig som små frø der venter på deres chance for spiring kommer.

Og med den mængde regn og dagens varme er der jo store chancer for en snarlig spiring.

Pudsigt nok er dagens citat af Muhammed Ali . Som også er ramt af Parkinson.

Quote of the Day
He who is not courageous enough to take risks will accomplish nothing in life.
Muhammad Ali

TRÆLST

Jeg synes der er fabelagtig langt til midt i August hvor *dommen* falder.

Ikke at jeg er bange for resultatet. Det er jo som det er.

Men det er det svævende uvisse der plager mig. Når først svaret foreligger – om det er medicnsk Parkinson eller *ægte* – ja så kan jeg lissom komme videre.

Lige nu sidder jeg fast og falder tilbage til gamle vaner. Godt nok er trøstespiseriet ikke kommet – endnu – tværtimod, men tristheden, uvirksomheden, sårbarheden svæver frit omkring mig og fastholder mig i de gamle passive cirkler.

Måske er det første gang i lang tid jeg mærker Aleneheden som Ensomhed?

Og egentlig er det vel et FREMSKRIDT?

For enhver med Social Angst må længsel efter andre være et sundhedstegn. Altså den frie ubesværede længsel efter ubesværet samvær..

Egentlig gider jeg slet ikke være så POSITIV:

• Jeg gider tude, trøstes, puttes under dynen, mærke omsorg og kærlighed.
• Jeg gider have lov til at føle uretfærdigheden, selvmedlidenheden, vreden.
• Jeg gider mærke glæden over et ubekymret liv.
• Jeg gider LEVE MIT LIV fordi det er MIT;-)

Hmmm ….. selv dagens Knap-så-positive-Liste ender positivt ;-)

Det er sg’u svært at være NEGATIV!

Søndags-Mumlerier

Fortiden bor jeg i en Glasklokke.

Sammen med ham der Parkinson.'

Selvom han jo endnu ikke er der rigtigt.

Jeg gør som jeg plejer i vanskelige tider. Jeg søger opplysninger. Jeg GOOGLER og GOOGLER alle afskygninger af ordet, Og bliver ført vidt omkring i Mr Parkinsons rige. Ikke alt er lige smukt, eller lige nyttigt, men indimellem er der små guldkorn der kan få mig til at FØLE at jeg kan GØRE noget selv. Og ikke bare vente passivt på en diagnose. For uanset om ÅRSAGEN er den ene eller den anden ( medicinbivirkning/ægte vare) så er VIDEN godt.

PARKINSON er ikke en Livstilssygdom. Der er ingen skyld begravet. Det er ikke fordi jeg har spist forkert, motioneret for lidt, røget for meget eller lignende. Så på den måde er det en *behagelig* (hmmm) sygdom. Fri for skyld og skam, bare uheldig.

Den er synlig – indimellem – og ikke som en psykisk sygdom TABUbelagt og fordømt.

TANTERNE spurgte igår hvordan jeg kunne lade så rolig?

Jamen sådan reagerer jeg når en Livskrise melder sig. Glasklokken ramler ned om mig, jeg indsamler viden, jeg går i *handle-mode*, bliver praktisk, virker upåvirket og overskudsagtig og først efter en rum tid reagerer jeg følelsesmæssigt. Det er både en styrke og en svaghed.

Ligedan nu. Jeg opsøger, jeg læser, jeg snakker, jeg lægger planer, jeg skriver, jeg tegner. Men jeg sover dårligt. Jeg funderer meget.

Så en dag revner glasset og virkeligheden trænger sig ind.

Jeg håber bare jeg er beredt til den dag.

Dronning….

Ja Ingrid – hedder denne Pelargonie. Den skiller sig absolut ud fra de andre ikke adelige pelargonier. Rart med et royalt islæt på terassen.

Idag skal jeg på Læge-visit. Blodprøverne – som jeg forventer er normale – skal gennemgåes. Og hvis min fornemmelse passer så er det jo hurtigt klaret.

Mere urolig er jeg for styringsbesværet af især min højre arm. Ingen kræfter i armen, den spjætter og sitrer. Kan knap skrive,  børste tænder, tegne, opvaske (hvilket nu ikke plager mig ;-) ,men alt det jeg normalt går og gør, gør jeg så ikke mere med højre, men med venstre, hvilket er en del akavet. Men allige vel rart man har to arme! Husk at værdsætte det i hverdagen hvad der *funker*.

Kan man virkelig blive “hjerneskadet” af en depression?

Ja selvfølgelig er jeg nervøs – uden at male fanden på væggen – for  selvom jeg er stoppet med det meste medicin er det blevet værre. Og jeg troede helt klart det var bivirkninger.

Nå men vel ikke større problemer end en SommerIsVaffel fra Hjørnekiosken kan klare ;-) Lidt sommer skal jeg vel holde!

Medicin-afvænning:

Nu har jeg så smidt endnu et præparat helt og aldeles.

Det er nu slut med LYRICA – mod angst.

Mens jeg alligevel døjede med eftervirkninger af sidste *trappetrin* kunne jeg ligeså godt tage næste skridt med. Måske lidt vel over modigt, men jeg er så træt af *side-virkningerne* af medicinen så NU skulle det bare være.

Hvordan er det så gået?

• Humøret sank en eller to etager – men er vist ved at stabilisere sig. Og ikke på kælderniveau ….
• Drømmene er IKKE vendt tilbage
• Angsten ej heller – og dog  jo, men jeg kender den nu  og kan tænke – det er BARE angst – og stoppe op og mærke efter
• Stadig træt, men sover nuu kun 8 timer.
• Min INDRE KRITIKER brøler en del højere end normalt, men jeg forsøger at leve med ham/hende.
• Samtidig kan jeg FORHOLDE mig til mit liv. Deltage en anelse mere aktivt med frie valg til en vis grad –  Babysteps er nu bare OK.

Det som jeg vel mærker mest er det manglende SELVVÆRD.

Hvordan genskaber man det?

- og kan man det?

Den der dybe inderste følelse af at være OK

Fuld af medicin døser jeg bare og mærker livet gennem en vatvæg. Uden medicin mærker jeg livet.

Jeg må acceptere at være *faldet i søvn* for 5 år siden for at *vågne* nu og finde ud af at acceptere de forandringer der er sket i mit liv.

Jeg kunne IKKE - og ville heller ikke - ha undværet medicinen. Uden den var jeg ikke i live i dag.

Nok for idag -

Så meget for VANEDANNELSE:

Hvor er det svært!

Lige nu står der tre skåle med salat i køleskab – en med broccolli, een med marinerede røde bønner og een med ærter og majs.

Så man skulle mene det var ligetil at fylde tallerknen med sund mad – som beskrevet her. '

Men de 3 skåle er ikke meget væærd. De er lige til at fodre komposten med. De har stået 1 uge på køl og ser triste og sure ud.

HVORFOR SÅ DET?

Fordi det er SVÆRT at holde FOKUS. Jeg ved det er en undskyldning. Men ellers har jeg ingen forklaring.

En HVERDAG er fyldt med alverdens små gøremål  der med tiden udvikler sig til vaner. Mange af mine gøremål er efter 5 års uvirksomhed mentalt nærmest afvænnet – helt ned til den daglige tandbørstning, som nu dog er en vane igen. Men også at stå op, tage tøje på, creme på huden, tøjvask, hårvask, indkøb, oprydning, betale regninger, sport osv.

Alt det jeg lissom bare gjorde med venstre hånd mens jeg  ellers levede mit liv med arbejde og børn og fritid. Det bruger jeg nu megen enrgi på atter skal blive til VANER.

Samtidig skal jeg ændre nogle af de GAMLE (USUNDE) VANER til GODE SUNDE VANER.

HVOR STARTER MAN?

Jeg tror jeg er begyndt lidt over det hele.

En gammel viden dukker svagt ffrem fra tågerne, en form for 4-trinsraket om bevidsthed?, vaner?, læring? – jeg husker ikke hvor den stammer fra - her beskrevet med mine ord:

1. Det man ikke *ved* gør man ikke

2. Det man *ved* men endnu ikke gør

3. Det man *ved* og gør men skal tænke over

4. Det man *ved* og gør uden at tænke

Jeg tænker jeg er startet på trin 2 og endnu er der på flere områder. Og så cykler jeg frem og tilbage mellem 2, 3 og 4. Det er nu en fed fornemmelse når jeg kan erkende – bagud – at nu er der endnu en VANE forankret på trin 4.

F.eks. min ugentlige tur til svømmehallen. Som jeg pluslig *huskede* i fredags, I form af – det plejer jeg jo at gøre. Her på Planeten er PLEJER nemlig et velkomment ord – endnu.

Impulsivitet går ikke godt i spænd med PTSD.

Nu vil jeg gå ud og rydde køleskabet for sure salater i den bevidsthed at jeg er GODT på vej i min VANEDANNELSES-PROJEKT!

Succes for STORE LEGEDAG! ... samt lidt tiltaget TABU-RET!

Nu skal man jo ikke afsløre ALT i en overskrift, men det har jeg vist gjort her ;-)
... men lad bare være med at læse hvis du er ANTI-EMOTIONEL ;-) og hop så fra ved næste advarsel!

Og den GIK godt - min første *arbejdsdag*.

Selvfølgelig kom jeg *for sent* afsted - jeg skulle lige rydde op efter morgenmad!
Skulle lige ordne regninger!
Skulle lige blogge lidt!

... men jeg KOM da afsted.
Dog uden ....
......frokosten, mobiltelefonen, nøgler til min lejlighed(som jeg dog alligevel havde husket)

Vel ankommet til min *arbejdsplads* (= Holbæk Bibliotek), slog jeg mig ned ved STRIKKEBOGSHYLDEN ..... og det var ikke så ringe endda.
Med næsen i Kaffe Fassetts, Marianne Isager, noget norsk, noget lace, et Strikkemagasin og meget andet .... ja så var jeg så udmattet at jeg ikke orkede 2 håndarbejdsblade fra bunken.
Så jeg tænkte: *jamen så må jeg da holde frokost!*
.... sådan noget gør MAN jo jo man arbejder.

Et blik på Forhallens ur viste at jeg havde holdt ud i ......... 45 MINUTTER!!!!!....... og jeg var godt udkørt.

Så med et VILJESGREB i nakken afholdte jeg mig fra at køre hjem..... men smed mig ind hos Veninden ..... så gav hun nok ......
Og det gjorde hun så ;-)
Så jeg holdt frokost i 3 timer - med indlagt snak og strik.

Når jeg skriver VILJESGREB er det fordi VILJEN har været væk fra min person de sidste 5 år.
Da jeg tidligere har været en meget viljefast person er det en underlig oplevelse at være foruden.
Så oplevelsen i dag var en dejlig fornemmelse.

Og så en lidt anden snak:.......
(... og det er her det kommer til at blive lidt emotionelt ;-) nu er du advaret!)
I Venindesnakken fik jeg plusli sat ord på det PARADOKS jeg oplever for tiden.

Ved *mit* traume blev tidligere oplevelser reaktiveret - hvilket er meget almindeligt.
Mine tidligere oplevelser er centreret om en grundlæggende følelse af FORLADTHED gennemlevet flere gange i mit liv ved bl.a. hård skilsmisse, min fars og min kæreste selvmord
og meget andet.
Det PARADOKSALE er at jeg altid har - og stadig har - en Tyrkertro på DET GODE I MENNESKER.
Jo det har da fået et par tryk gennem tiden, men har altid rettet sig op igen. Akkurat som en VÆLTEDUKKE der altid ender med hovedet opad.
OVERFALDET har dog givet min lille runde dukke sådan et fur, at jeg stadig fjumrer rundt.
Længe har jeg haft en frygt for at være blandt andre, at møde andre.
Alligevel er der noget indeni mig der tror på det basalt GODE i mennesker.
(Tro nu ikke jeg tossegod - jeg kan godt mærke forskellen fra mennesker der har haft ringe mulighed for at udvikle det GODE, til de mennekser der enten har fået muligheden eller med tiden har VALGT det. Netop det sidste har jeg arbejdet med som fagperson med unge flygtninge - muligheden for AT VÆLGE)

Nu er det så min opgave at forene disse to sider af mig selv.
Det angstfremkaldende i AT MØDE andre og det at TRO på det GODE i andre!
I den ene hånd er ANGSTEN for andre(at de vil forlade mig hvis jeg holder af dem) - i den anden hånd er TROEN på andre! (at de i bund og grund ikke VIL mig noget ondt = forlade mig)
Når man MØDER andre og *bonder*(som det vist hedder på nutidsdansk) er der jo altid en IBYGGET mulighed indlagt for at blive FORLADT - hvilket jeg jo dybest set er bange for. Derfor tænker jeg:
Hvis jeg undgår at MØDE andre - undgår jeg at blive FORLADT.
Hvordan undgår jeg at MØDE andre?
Jo da netop ved at være ANGST! - den holder mig jo isoleret herhjemme.
Logik for BurKvinder!

Og her er så basis for min ANGST!

Måske er det svært at se paradokset i det jeg har skrevet - men i dag stod det LYSENDE klart for mig - det er jo DET det handler om.
Kender i den slags oplevelser?
AHA---a-----aaaa HVOR FEDT!

Hvis I er nået herned så er I godtnok udholdende og gæve BlogSkottere ;-)

.... Og NNEJ Veninden lagde ikke øre til den smøre .... kun lige paradokset ... vi skulle jo osse strikke ikke? ... og STRIKKETØJET ... jo det havde jeg da husket ;-)

Kært barn mange navne...

I går tog Rastløsheden over.
Kald det angst - kald det rastløshed...
Kært barn mange navne...

Det er nemt at gemme angsten bag et andet ord, men det fjerner den ikke.

Jeg vil give hvad som helst ... og NEJ det er ikke sandt ... der er grænser ....
... for et liv uden angst.

Jeg har valgt at LEVE på trods af ......

Normalt ville jeg spise mig gennem følelsen.
Det gør jeg ikke.
Eller KØBE ... et eller andet.
Det gør jeg heller ikke.
Men HVAD kan man sætte istedetfor??
Jeg har jo ikke en kæreste jeg umiddelbart kan kaste mig over ;-)

Kigge på GARN?
Måske udvidde samlingen?
Hmmm .... absolut en mulighed;-)

Jeg har sat ØRNEN på fra ende til anden.
Den danske krimiserie ...
.. bagefter er der jo REJSEHOLDET, eller BARNABY ... eller BECK...
Eller hvad med JAMES BOND??

Det er med at finde sin egen vej gennem angst!
Den går man alene.....

Struktur! .... eller kald mig bare Sisyfos! .... eller måske en SommerStatus.....eller I dag erdet STUENS tur ;-)

En af de første redskaber til Stressramte - med Posttraumatisk Stress er at få struktur på dagene.

Da jeg underviste *mine* elever var det efter så faste rammer som muligt. Vi gjorde så vidt muligt det samme på samme tid dagligt. Intet nyt under solen, var dagens opskrift. I Dansk Røde Kors er dette en næste umulig opgave. Men forsøget værd.

Her i min egen hverdag - ved jeg teoretisk HVAD der skal til, men det har alligevel taget mig flere år at nå hertil. Og hvergang en lille rytme sniger sig ind i dagligdagen sker der et eller andet ( eller slet intet) i hvert fald får jeg dystre mørke tilbagefald. Disse er dog nu mindre og færre.

Dem der læser tilbagevendende med her på bloggen ved at jeg gør mange tiltag og nogle kan mene nok for mange. Jeg starter på Geocaching, Fotmorro, Farvefuld Hverdag og meget mere som Journaling, Ladywalk. For at få en meningsfyldt hverdag og et nyt positivt selvbillede efter det gamle krakelerede efter overfaldet og førtidspensionen. At genskabe sig selv som voksen er nu ikke ligetil. Det ikke sagt med ynk.

Jeg forsøger at få almindelig mad, almindelig oprydning/rengøring ind i hver dagen.
Ikke sådan pernittengrynet rengøringsvanvid, men fra det absolutte nulpunkt til at holde skidtet fra dørene. Fra det store havregryns-sukker-rush til almindelig rimelig ikkefanatisk sund kost.

Min dagligdag er præget af en konstant fornemmelse af STRESS, selvom jeg reelt INTET skal, er jeg for sent på den. Jeg VENTER på et eller andet skal ske. Hvad ved jeg ikke. Nætterne er i mere eller mindre grad stadig præget af mareridt. Jeg sover, men jeg forfølges. Mentalt eller konkret. I søvnen.

Jeg ved - eller forestiller mig - at for de mennesker der ikke har prøvet - eller kendt andre - der er gået HELT NED med flaget, været i en dyb depression - ikke har den fjerneste anelse om hvor langt op der er fra et absolut nulpunkt!

Jeg kan hilse og sige at vejen er lang. Og gentagne gange ryger man/jeg ned igen.
Kald mig dog bare Sisyfos. For jeg agter at blive ved. Altså med at kravle opad.
Og hver gang håber og tror jeg på at nu bringes en *normal* hverdag tilbage.

Det mest tilbagevendende - og forhåbentlig blivende - er strikningen. Jeg har accepteret at jeg ikke kan læse mere, så nu er det lydbøger. Jeg stiller færre krav til mig selv og accepterer at måtte bede om hjælp, eller købe mig til det. Alt sukker (hmmm.... så OK da næsten ALT) er ude af husholdningen. Kun lidt sirup er i huset samt godt chokolade. Jeg kan ikke så godt handle alene i store butikker, men klarer mig med den lokale brugs og Internettet.

Jeg forsøger nu igen med en *rytme*. Med inspiration fra FLY-lady - som anbefaler 15 min daglig rengøring.

Jeg har 5 rum i mit hus. Hver rum sin dag. Hver dag 15 min. Fri i Weekenden. SÅDAN!

Det kan jeg vel klare!

************************************************************************************
Johannes Møllehave's nye bog *Det ender godt* er på ønskesedlen.
Jeg så en udsendelse i sidste uge på DR2. Han er netop tilbage efter 2 blodpropper i hjernen og en svær depression. Humoren har han ikke mistet.
Møllehave fortæller: *Jeg var hos lægen. Han siger - du skal ha' medicin resten af livet! Og giver mig så 4 piller!*
Udsendelsen bar præg af hans forvirrethed. Især ved besøget hos lægen genkender jeg det lidt maniske islet man har for at overbevise omverden (og sig selv) om at man har det bedre. Nok af rædsel for endnu et dyk.
Lægen siger: Du taler meget Johannes - og Johannes taler bare forsat uforståeligt videre.
Det var en spændende men goså trist udsendelse - måske for afslørende, ttrods humoren.

Det rene DRIVERLIV ;-)

Ja nu for I ikke skal tro jeg DRIVER tiden helt væk.

Jeg er ved at (begynde at) acceptere at jeg må ha' *folk* til det grove.
Det er en lang og noget stenet vej.
Men enten det eller jeg kan græmmesb..... som Søren Brun ville sige.

Nu maler Vennerne Atelieret.
Og er snart færdige.

Håndværkeren er krøbet ud af flyverskjulet og har skruet mine kasser sammen.

Jeg købte dem ganske billigt og skulle jo *bare lige* skrue dem sammen.
Skruer var med, så en ganske enkel sag.
Save bunden til.
Sætte hjul under.

Sig mig hvor svært kan det være?

Åbenbart så svært at da Håndværkeren kom forbi stod de endnu usamlede.
Så meget for min NUVÆRENDE *evne til at gøre*......
På den anden side er jeg jo HJERNEN bag det hele ...
.... og det er jo osse et arbejde......

Men nu må jeg så læne mig tilbage, gribe strikkepindene og havebøgerne.
Og nyde at jeg har *folk* for enden af mine egne ;-)
Jeg gider ikke GRÆMMES!

Lidt mere om Stress.....

Nå .... jeg har åbenbart holdt PAUSE?

Efter en dejlig STRIKIN hos LiseStrik søndag, koster det bagefter.
Sådan er det bare!
Så meget Kage og Så mange Kvinder ....
.... og så på een gang!

Dagene derefter kræver alenehed, stilhed, uvirksomhed.

I går ...eller var det forgårs? .... program på DR2 ... om hjemvendte soldater og deres traumer.
Ikke at jeg skal sammenligne traumer, men diagnosen var den samme - PTSD - PostTraumatiskStressDisorder.

Han talte til mig!
Er jeg sikker på.
Netop det at man KAN godt - men det koster bagefter.
At bare 2 ting på een gang kan stresse een unødvendigt og slå een helt ud.
Han gik også med hjernen i lomme - i form af en TimeManager.
Hukommelsen og koncentrationen svigter - markant.

At man ikke kan helbredes -
At det er en livslang lidelse.

Det er det der er det sværeste at forstå.
At det ikke bliver bedre med tiden.
Jeg er *gammel* i forhold til ham. Det gør det vel nemmere at leve med og med tiden acceptere.
Jeg kan nu bedre acceptere Han er syg - end at jeg er. Krig er voldsomt.

Så er jeg her igen ;-)

En uge i stolen resulterer i 2 næsten færdige sjaler.
Efter Kathleen Valentine model.
Gypsy Shawl og The Mermaid
Et i Sari silk -genbrugsgarn fra Himmalaya og et i Mohair fra lageret ;-)
Ingen billeder i dag - men nok senere.

Det er nu stadig svært at acceptere at en smuk forårsuge må tilbringes indendøre.
Men nu vender det igen - så småt.

Mon ikke det var dyk nok for denne gang?

Jeg gider ikke fundere over årsager.
Jeg tænker at sådan er mit liv vel bare ...
Og der er jo stadig liv.

Det er svært ikke at sammenligne med mit tidligere Liv...
... men der findes jo andet der kan være godt.
Det handller om at give slip - UDEN at blive angst igen.
At turde det ukendte og byde det velkommen.
Medicinen lægger låg på de værste følelser.
men de er der jo stadig
underneden
ulmende
Lissom Tankerne

Jeg trigges af Nyheder
om hjemsendte Iranere
og nyåbnede asylcentre
af billeder fra Sandholm
og når krisepsykologer taler om symptomer ved PTSD
om at være paranoid
om at være angst
om at blive en anden
og ved at være til familiefest uden at kunne deltage

Jeg kan ikke lukke verden ude
men jeg kan heller ikke lukke den ind
for der er hele tiden noget der kan trigge

Og det er det der følger med og som er fandens svært at beskrive
Arousal
kaldes det
at være på vagt konstant
at være årvågen
parat til at flygte
... eller gemme sig

Lyde, lugte, synsindtryk kan fremkalde
ønsket om at komme væk
eller fremkalde
Flashback -
fornemmelsen af at være i konflikten igen.

Nok om det i dag!

Veninde-visitter... og løb nedad bakker ;-)

Sidste uge har været travl.

For travl.

Som når man løber ned ad en bakke......
...... og benene pludselig forsvinder under een.

Men den ene gode oplevelse har afløst den anden.
VIDUNDERLIGE VENINDE-VISITTER

Og så er det svært at stoppe.
Lissom på Bakke-løbe-nedad-turen ;-)

Lørdag kunne jeg ha været ude og se sønnen spille fodboldkamp.
Svært var det at ringe og sige nej.
Jeg græd.
Men jeg ved også at for at undgå at *falde*...
.... må jeg stoppe op.
Selvom jeg gerne ville kunne alt muligt...
... så må jeg kende mine grænser.
Jeg ved hvad det koster IKKE at lytte til Grænsevagterne.
Angstanfald ....., tomhed..... , tristhed......, gråd.....

Jeg LYTTEDE
Skulderklap til mig !
Denne weekend har derfor stået helt i *retreetets* tegn.
Alene.
Ingen telefon.
Ingen visitter.
Ingen besøg.
Bare mig og min lydbog...
... selvfølgelig strikketøjet
... samt Blogland.

MUMS
Nu kan næste uge bare komme an ;-)
Der venter en konfirmation i familiens tegn.
Min første større familiefest længe!

Depression og Hjernefunktioner

Et af de symptomer ved Depression, der har skræmt mig meget er oplevelsen af at hjernen IKKE fungerer.

Det som tidligere har været en selvfølge er nu - stadigvæk - besværligt.
Men jeg har faktisk opdaget at jeg har været god til at finde løsninger til at komme forbi besværlighederne. Og det er også hvad jeg tidligere har været god til. At løse problemer som var det opgaver ;-)

Det handler om at finde HJÆLPEMIDLER ... som ved mange andre handicaps.

Mit manglende overblik fik mig hurtigt til at have ugeskemaer, - som jeg tidligere havde brugt til at planlægge min undervisning efter - hvor jeg kunne notere HVAD jeg har lavet og HVILKE aftaler der ventede forud. Kun en uge ad gangen - i begyndelsen kun en dag ad gangen.
Senere har jeg anskaffet en TimeManager - i smart bind - altså gøre en dyd af nødvendigheden.
Jeg noterer stadig aftaler, samt HVAD jeg har gjort, på den måde kan jeg se når jeg får fyldt for meget ind i min Hverdag. Som i denne uge - denne tid.

At læse - kan jeg ikke - jo selvfølgelig KAN jeg læse, men jeg kan ikke huske, eller koncentrere mig og afledes let i tankemylder. Læsning har tidligere været en KÆMPE stor del af mig. jeg har været under uddannelse det meste af mit liv, jeg har ferieret i bøger, jeg er Dansklærer og meget mere .... der ikke er nu.
Jeg er nu overgået til LYDBØGER, hvilke har den yderligere fordel at jeg kan strikke samtidig.
Foruden min lyserøde MP3-afspiller har jeg også en bærbar CD-afspiller der kan afspille mp3-filer. Så kan jeg høre lydbøgerne umiddelbart, uden bøvlet med pc og overførsel mm.
Det sværeste er *afskeden* med den fysiske bog. Så jeg køber ofte både bogen og mp3-lydbogen.

Hukommelsen er også ramt. Der er forskellige grader af svigt. Det værste var da jeg fornylig skulle melde sommeradresse på posthuset. Jeg kunne slet ikke HUSKE hvor jeg boede!!! Ingen erindring overhovedet. Det bragte angsten frem i mig og stammende, grædende måtte jeg trække mig fra skranken. Jeg fik hold på angsten ved vejrtrækning, indre tale til mig selv, samt at ringe til Brandmanden for at spørge ham HVOR jeg boede. Der kom jeg langsomt til mig selv og fik ordet frem. Men angsten fyldte ... var dette første tegn på en ALzheimer????
JAJA jeg ved godt andre kan opleve det samme, og for 5 år siden havde jeg grint ved postskranken. Men angsten sidder åbenbart stadig så meget i mig at åndedrættet stopper og jeg kvæles.
Nu lægger jeg sygesikringskortet i pungen. SÅdan .....
Ellers bladrer jeg bare i min Timemanager ... så ved jeg hvad jeg har oplevet.
Det at strikke og følge en opskrift er en god træning, ligeledes Suduko og KrydsOrd.

Der er mange andre forandringer ved nedsat kognitiv funktion af hjernen. Men det GODE er at nye evner/udveje viser sig. Og ganske langsomt kan jeg mærke at jo mere jeg affinder mig og accepterer mit nye JEG, jo mere kommer gamle færdigheder tilbage i forskellig grad. Måske kommer jeg endda til at læse igen ? Og hvis ikke ... så klarer jeg nok det ... alt kan jo blive en vane over tid ;-)

Der kan læses mere om emnet HER!
Det er dog en side om dissemineret sclerose ... men beskrivelsen af hjernefunktionerne er ganske god og kort.

Lidt anvendelig biokemi ....

Som nogen måske ved gør depression og stress det at man får en uhæmmet trang til kulhydrater/sukker mm.

Her er lidt forklaring(måske) - sakset fra bladet Sund-forskning.dk:

Serotonin - stoffet der mangler i hjernen ved depression/stress - kan ikke passere blod-hjerne-barrieren, og hjernen skal derfor selv danne sit serotonin selv. Dette er normalt hos alle.

Udgangspunktet er tryptofan(aminosyre) fra kosten proteiner. MEN tryptofan skal *bæres* over hjerne-membranen i hård konkurence med 5 andre aminosyrer.

For at løse problemet spiser man mange kulhydrater, får insulinniveauet i blodet til at stige, hvorefter insulin(som en del af sit normale arbejde) sænker niveauet af de 5 andre aminosyrer i blodet og fjerner dermed konkurencen for tryptofan.

Sidstnævnte kan så sætte sig på alle *bærestederne* og komme ind i hjerne uden konkurrence.

Belønningen er en øget mængde serotonin i hjernen, hvorefter man oplever ro og velvære i hele kroppen.

Tænk på det næste gang du er stresset og spiser din yndlingskage.

NYD DEN!

Jeg læste især de sidste 2 ord ;-)
.... nej spøg til side .... det er nu rart at finde små forklaringer på det der er sket de sidste 5 år i mit liv. Det har indtil nu *kostet* mig en vægtøgning på 50% .... uden iøvrigt at nævne ækle tal.
Samt en lettere funktionsbesværet hjerne..... som dog atter er begyndt at komme op i omdrejninger.

Pudsigt nok har jeg .... efter de første par års sukkerrus ... spist mange mandler, solsikkekerner og banananer ... der pudsigt nok er righoldige på ... jeps Tryptofan! Nu lever jeg i et sukkerfrit hjem ---- nej jeg er IKKE faanatisk og spiser da gerne kage som gæst, men ellers forsøger jeg her at leve uden sukker. Og efter en kold tyrker i efteråret er trangen ... næsten ... væk .... dukker dog op når jeg (igenigen) presser mig selv for hårdt.
Så LYT TIL KROPPEN ..... den ved besked ;-)

Iøvrigt er der en større sammenhæng mellem serotonin, melatonin, søvn, søvnbesvær og kulhydrattrang ... men det kræver den store biokemikergrad ... og det duer min gode hjerne dog ikke til.

Pause et par dage .....

... i dag er der afgang.
Min Lyserøde kommer med .. og derfor kommer der live-reportage fra Planeten.

Jeg slås lidt med min *gode* ven Angst.
I går var han her osse.
Snakkede om:
Hvad i alverden skal du i Kina?
Dit hus her er da det eneste sted du tør være!
Dit garn .... kan du undvære det?

Jeg svarer:
Jamen tag du bare med... kære Angst .... eller bliv i huset med garnet.
Du er Velkommen overalt.
Jeg har lært dig at kende .... og kan bære dig.

Måske han blir her måske tager han med - jeg er forberedt.

ROD

Der er ROD og der er ROD.

Pudsigt som årets ord - som I nok husker er RODFÆSTE - har med at fæste sig fra start.

Nytårsaftens dag begyndte en tand at ulme. En *gammel* tand. Tandlægen og jeg var i efteråret ganske enige om at da den IKKE gjorde ondt så kunne en planlagt ROD-behandling udmærket vente en tid endnu.
Men det kunne den altså ikke.
Den startede med en lille glød og er nu blusset op til et bål af ondt.
Bare jeg rør tanden med tungen smerter den. Nå jeg sidder helt stille med hovedet pakket ind i varme dyner ... ja så kan jeg godt mærke den, men jeg overlever ;-)
Nu venter jeg på mandag - for fredag turde jeg ikke - håber jeg tør mandag .... åh jeg haaaader Tandlægebesøg.

En anden slags ROD-behandling kræves ... det er af det ROD der omgiver mig.
I min tilbagevenden til Livet har mit fokus været ... at finde ud af at leve igen..... at få indhold i livet der gør det godt at leve.
Der har ikke været overskud til at *holde facaden pæn*.
Ganske langsomt er *den personlige hygiejne* kommet på plads.
Maden ligeså. Ikke den der mad der kan fortælles om med flotte billeder og smarte opskrifter, men dog en OK kost. Hvergang jeg forsøger *det sunde* islæt - mhpp vægttab ... ja så falder jeg i. Sidst her med mine 10 liter suppe - som så i nogle dage skulle udgøre det for min mad. Det kan jeg ikke.
Jeg må fastholde rutinerne endnu en tid.
Som er
- 3 hovedmåltider
- ingen sukker, slik, sodavand, sødet saft o.l. OVERHOVEDET!
- 2-3 sunde mellemmåltider såsom frisk frugt, sukkerfri lækerol, skorper,
- 1½ l vand

Nå, men ROD'et - tilbage til det.

Engang i mit liv, rydtede jeg op inden jeg gik i seng. Så startede dagen godt. Og rengøring var intet problem.
Nu vil jeg gerne nå dertil - at jeg får rydtet op efter mig.

Jeg har ikke haft tilbagefald - hvad angår depression - i denne vinter. Og det er et kæmpeskridt fremad. Nu må næste skridt være at få styr på rod'et.

*The Secret* - mine daglige læresætning - mener at rod tiltrækker mer rod. Så må orden jo tiltrække mere orden. Altså med hensyntagen til min personlighed ;-) Jeg er absolut en person, der fungerer fint i KAOS - men jeg ved osse, hvor mine ting er. Så en form for orden har jeg altid haft. Men KAOS, ude kræver orden indeni - og den orden har jeg endnu ikke. Derfor er der større behov for en ydre orden. Når jeg magter det. Og der er jeg ved at være nu.

Lige nu er mit ønske:

- at få rydtet køkkenet op hver dag
- at få rydtet op omkring min strikkestol hver aften

Nu vil jeg sætte mig i min strikkestol med 2 afsnit af Ørnen. Og et nyt tørklæde på pindene .....

GOD WEEKEND TIL JER ALLE.
PS Nu kommer der snart strikkenyt