En af de første redskaber til Stressramte - med Posttraumatisk Stress er at få struktur på dagene.
Da jeg underviste *mine* elever var det efter så faste rammer som muligt. Vi gjorde så vidt muligt det samme på samme tid dagligt. Intet nyt under solen, var dagens opskrift. I Dansk Røde Kors er dette en næste umulig opgave. Men forsøget værd.
Her i min egen hverdag - ved jeg teoretisk HVAD der skal til, men det har alligevel taget mig flere år at nå hertil. Og hvergang en lille rytme sniger sig ind i dagligdagen sker der et eller andet ( eller slet intet) i hvert fald får jeg dystre mørke tilbagefald. Disse er dog nu mindre og færre.
Dem der læser tilbagevendende med her på bloggen ved at jeg gør mange tiltag og nogle kan mene nok for mange. Jeg starter på
Geocaching,
Fotmorro,
Farvefuld Hverdag og meget mere som
Journaling,
Ladywalk. For at få en meningsfyldt hverdag og et nyt positivt selvbillede efter det gamle krakelerede efter overfaldet og førtidspensionen. At genskabe sig selv som voksen er nu ikke ligetil. Det ikke sagt med ynk.
Jeg forsøger at få almindelig mad, almindelig oprydning/rengøring ind i hver dagen.
Ikke sådan pernittengrynet rengøringsvanvid, men fra det
absolutte nulpunkt til
at holde skidtet fra dørene. Fra
det store havregryns-sukker-rush til
almindelig rimelig ikkefanatisk sund kost.Min dagligdag er præget af en konstant fornemmelse af
STRESS, selvom jeg reelt
INTET skal, er jeg for sent på den. Jeg
VENTER på et eller andet skal ske. Hvad ved jeg ikke. Nætterne er i mere eller mindre grad stadig præget af mareridt. Jeg sover, men jeg forfølges. Mentalt eller konkret. I søvnen.
Jeg ved - eller forestiller mig - at for de mennesker der ikke har prøvet - eller kendt andre - der er gået
HELT NED med flaget, været i en dyb depression - ikke har den fjerneste anelse om hvor langt op der er fra
et absolut nulpunkt!
Jeg kan hilse og sige at vejen er lang. Og gentagne gange ryger man/jeg ned igen.
Kald mig dog bare
Sisyfos. For jeg agter at blive ved. Altså med at kravle opad.
Og hver gang håber og tror jeg på at nu bringes en *normal* hverdag tilbage.
Det mest tilbagevendende - og forhåbentlig blivende - er strikningen. Jeg har accepteret at jeg ikke kan læse mere, så nu er det lydbøger. Jeg stiller færre krav til mig selv og accepterer at måtte bede om hjælp, eller købe mig til det. Alt sukker (hmmm.... så OK da næsten ALT) er ude af husholdningen. Kun lidt sirup er i huset samt godt chokolade. Jeg kan ikke så godt handle alene i store butikker, men klarer mig med den lokale brugs og Internettet.
Jeg forsøger nu igen med en *rytme*. Med inspiration fra
FLY-lady - som anbefaler 15 min daglig rengøring.
Jeg har 5 rum i mit hus. Hver rum sin dag. Hver dag 15 min. Fri i Weekenden.
SÅDAN!Det kan jeg vel klare!
************************************************************************************
Johannes Møllehave's nye bog
*Det ender godt* er på ønskesedlen.
Jeg så en udsendelse i sidste uge på DR2. Han er netop tilbage efter 2 blodpropper i hjernen og en svær depression. Humoren har han ikke mistet.
Møllehave fortæller:
*Jeg var hos lægen. Han siger - du skal ha' medicin resten af livet! Og giver mig så 4 piller!*
Udsendelsen bar præg af hans forvirrethed. Især ved besøget hos lægen genkender jeg det lidt maniske islet man har for at overbevise omverden (og sig selv) om at man har det bedre. Nok af rædsel for endnu et dyk.
Lægen siger:
Du taler meget Johannes - og Johannes taler bare forsat uforståeligt videre.
Det var en spændende men goså trist udsendelse - måske for afslørende, ttrods humoren.
Et let bladmønster .... enkelt.
Så er jeg startet på et Meg Swanson Superspiral-sjal.
Sjalet bliver *åbent* som i bogen og ikke så *tæt* somde billeder jeg har fundt på Nettet.
