Nu skal man jo ikke afsløre ALT i en overskrift, men det har jeg vist gjort her ;-)
... men lad bare være med at læse hvis du er ANTI-EMOTIONEL ;-) og hop så fra ved næste advarsel! Og den GIK godt - min første *arbejdsdag*.
Selvfølgelig kom jeg *for sent* afsted - jeg skulle lige rydde op efter morgenmad!
Skulle lige ordne regninger!
Skulle lige blogge lidt!
... men jeg KOM da afsted.
Dog uden ....
......frokosten, mobiltelefonen, nøgler til min lejlighed(som jeg dog alligevel havde husket)
Vel ankommet til min *arbejdsplads*
(= Holbæk Bibliotek), slog jeg mig ned ved STRIKKEBOGSHYLDEN ..... og det var ikke så ringe endda.
Med næsen i Kaffe Fassetts, Marianne Isager, noget norsk, noget lace, et Strikkemagasin og meget andet .... ja så var jeg så udmattet at jeg ikke orkede 2 håndarbejdsblade fra bunken.
Så jeg tænkte:
*jamen så må jeg da holde frokost!*.... sådan noget gør MAN jo jo man arbejder.
Et blik på Forhallens ur viste at jeg havde holdt ud i ......... 45 MINUTTER!!!!!....... og jeg var godt udkørt.
Så med et VILJESGREB i nakken afholdte jeg mig fra at køre hjem..... men smed mig ind hos Veninden ..... så gav hun nok ......
Og det gjorde hun så ;-)
Så jeg holdt frokost i 3 timer - med indlagt snak og strik.
Når jeg skriver VILJESGREB er det fordi VILJEN har været væk fra min person de sidste 5 år.
Da jeg tidligere har været en meget viljefast person er det en underlig oplevelse at være foruden.
Så oplevelsen i dag var en dejlig fornemmelse.
Og så en lidt anden snak:.......
(... og det er her det kommer til at blive lidt emotionelt ;-) nu er du advaret!)I Venindesnakken fik jeg plusli sat ord på det PARADOKS jeg oplever for tiden.
Ved *mit* traume blev tidligere oplevelser reaktiveret - hvilket er meget almindeligt.
Mine tidligere oplevelser er centreret om en grundlæggende følelse af FORLADTHED gennemlevet flere gange i mit liv ved bl.a. hård skilsmisse, min fars og min kæreste selvmord
og meget andet.
Det PARADOKSALE er at jeg altid har - og stadig har - en Tyrkertro på DET GODE I MENNESKER.
Jo det har da fået et par tryk gennem tiden, men har altid rettet sig op igen. Akkurat som en VÆLTEDUKKE der altid ender med hovedet opad.
OVERFALDET har dog givet min lille runde dukke sådan et fur, at jeg stadig fjumrer rundt.
Længe har jeg haft en frygt for at være blandt andre, at møde andre.
Alligevel er der noget indeni mig der tror på det basalt GODE i mennesker.
(Tro nu ikke jeg tossegod - jeg kan godt mærke forskellen fra mennesker der har haft ringe mulighed for at udvikle det GODE, til de mennekser der enten har fået muligheden eller med tiden har VALGT det. Netop det sidste har jeg arbejdet med som fagperson med unge flygtninge - muligheden for AT VÆLGE)Nu er det så min opgave at forene disse to sider af mig selv.
Det angstfremkaldende i AT MØDE andre og det at TRO på det GODE i andre!
I den ene hånd er ANGSTEN for andre
(at de vil forlade mig hvis jeg holder af dem) - i den anden hånd er TROEN på andre!
(at de i bund og grund ikke VIL mig noget ondt = forlade mig)
Når man MØDER andre og *bonder*(som det vist hedder på nutidsdansk) er der jo altid en IBYGGET mulighed indlagt for at blive FORLADT - hvilket jeg jo dybest set er bange for. Derfor tænker jeg:
Hvis jeg undgår at MØDE andre - undgår jeg at blive FORLADT. Hvordan undgår jeg at MØDE andre? Jo da netop ved at være ANGST! - den holder mig jo isoleret herhjemme.
Logik for BurKvinder!
Og her er så basis for min ANGST!
Måske er det svært at se paradokset i det jeg har skrevet - men i dag stod det LYSENDE klart for mig - det er jo DET det handler om.
Kender i den slags oplevelser?
AHA---a-----aaaa HVOR FEDT!
Hvis I er nået herned så er I godtnok udholdende og gæve BlogSkottere ;-)
.
... Og NNEJ Veninden lagde ikke øre til den smøre .... kun lige paradokset ... vi skulle jo osse strikke ikke? ... og STRIKKETØJET ... jo det havde jeg da husket ;-)
